22. februar 2024

160 deltog i beredskabsøvelse på raffinaderiet i Kalundborg  

I går blev en beredskabsøvelse afviklet på raffinaderiet i Kalundborg. Flere end 160 personer deltog i øvelsen, der blev afholdt i samarbejde med flere myndigheder.

Blå blink, sirener og bevæbnede betjente fyldte i går landskabet omkring Melbyvej og Asnæsvej. Der var dog ingen fare på færde. Opbuddet skyldtes derimod afviklingen af en stor beredskabsøvelse hos Kalundborg Refinery.

Flere end 160 personer og 30 udrykningskøretøjer deltog i øvelsen, der blev afviklet i samarbejde med Vestsjællands Brandvæsen, Midt- og Vestsjællands Politi og Beredskabsstyrelsen. Et af øvelsens formål var netop at træne samarbejdet mellem raffinaderiets eget beredskab og de lokale og nationale beredskaber.

Et godt og tæt samarbejde med myndighederne er afgørende for, at vi kan drive et ansvarsfuldt og sikkert raffinaderi,” fortæller øvelsesleder og Leader of Emergency Preparedness hos Kalundborg Refinery, Karsten Eliasen og fortsætter:

Sikkerhed er vores førsteprioritet, og vores interne beredskab træner ugentligt. Jeg er derfor glad for, at vi endnu engang har kunnet stable en fælles øvelse af denne størrelsesorden på benene med bred deltagelse fra det lokale og nationale beredskab.

Flere scenarier blev trænet

Under øvelsen blev øvelsesdeltagerne trænet i flere scenarier. Scenarierne var hemmelige forud for øvelsen, og det samme var datoen for afvikling.

Vores mål var at sammensætte et øvelsesscenarie, der i betydelig grad skulle udfordre deltagerne på flere parametre. Jeg synes, at vi lykkedes med netop dette,” fortæller Karsten Eliasen med opbakning fra Vestsjællands Brandvæsen og Midt- og Vestsjællands Politi:

Det er ikke tit, vi får mulighed for at træne så komplekse scenarier, som vi gjorde i går. Det har derfor stor betydning, at vi får trænet brandstationernes interne samarbejde, såvel som samarbejdet med raffinaderiet og myndighederne imellem. Vi træner for at blive bedre, og alle sektorer, inklusive brandvæsnet, har fået indblik i områder, der skal arbejdes videre med,” fortæller Morten Hansen, områdeleder hos Vestsjællands Brandvæsen.

Det har en kæmpe betydning for samarbejdet, at redningsberedskabet og raffinaderiet har haft mulighed for at øve sammen og drage nyttige erfaringer. De læringspunkter, vi fik, vil vi nu evaluere sammen, så vi kan gøre indsatsen endnu bedre fremover,” siger politikommissær hos Midt- og Vestsjællands Politi, Mikael Rahn, der, ligesom Morten Hansen, var medarrangør af øvelsen.

Derudover deltog Marine Hjemmeværnet med 20 figuranter, der gav øvelsen et virkelighedsnært præg.

Fotos: Kalundborg Refinery & Rigspolitiet