26. september 2024
5 Tårns Motion tildeles Kondensatprisen 2024
5 Tårns Motion modtager Kondensatprisen 2024 for deres initiativrighed og engagement. Prisen, der kommer med 40.000 kroner, blev overrakt af Claus Navntoft, administrerende direktør for Kalundborg Refinery, ved en prisoverrækkelse onsdag 25. september. Det er 28. år i træk, at raffinaderiet i Kalundborg giver denne hæder til en lokal ildsjæl.

Repræsentanter for erhvervs-, uddannelses- og kulturlivet i Kalundborg var samlet, da Kalundborg Refinery onsdag uddelte Kondensatprisen 2024.
I år gik Kondensatprisen til motionsklubben 5 Tårns Motion for deres initiativrighed og engagement til stor glæde for klubbens medlemmer såvel som øvrige motionister i Kalundborg og omegn.
”Klubben formår at kombinere det sociale klubliv med motion, træning og løb, og stiller sig til rådighed i rigtig mange sammenhænge, når der sker noget i Kalundborg,” sagde borgmester og formand for priskomiteen, Martin Damm, da han løftede sløret på årets prismodtager:
”Der skal derfor lyde stor tak til 5 Tårns Motion for jeres store arbejde for motion, fællesskab og gode oplevelser. Alt sammen medvirkende til, at gøre det bedre at bo og leve i Kalundborg. Årets kondensatpris på 40.000 kr. kunne derfor kun gå til jer – det var vi i priskomiteen helt enige om.”
Afvikling af Royal Run ’24
Udover tre ugentlige løbetræninger arrangerer 5 Tårns Motion lokale løb, udflugter til nationale løb, udenlandsrejser samt byudvikling med fokus på glæden til fysisk aktivitet.
5 Tårns Motion, der blev etableret i 2005, har senest slået sit navn fast i det lokale foreningsliv, da afviklingen af Royal Run 24’ i Kalundborg blev lagt i klubbens hænder. Her formåede 5 Tårns Motion at aktivere mere end 230 frivillige, der sammen gjorde det royale løb i Kalundborg til en succes – før, under og efter afviklingen.
Kondensatprisen blev modtaget af formand for 5 Tårns Motion, Erik Johnsen, og næstformand, Jesper Bundgaard:
”Vi er stolte og beærede over at være dette års modtager af prisen. Vi tror, at prisen vil være med til at øge fokus på vigtigheden af motion – udadtil. Og samtidig vil prisen – indadtil – være et stærkt incitament til at fortsætte arbejdet for motion og idræt i årene fremefter,” sagde Jesper Bundgaard og fortalte videre, at pengene blandt andet skal bruges til udvidelse af deres udendørsområde, træneruddannelse og strategiudvikling.
Jubilæum lige om hjørnet
Kondensatprisen blev uddelt for første gang i 1996 i forbindelse med åbningen af kondensatraffinaderiet. Prisen uddeles til en person eller klub, der gennem sit virke på særlig vis har fremmet kulturelle formål herunder også idræts- og ungdomsaktiviteter i lokalområdet, eller en person eller klub, der gennem kunst eller idræt har præsteret særlige resultater.
Prismodtagerne udvælges af en priskomité bestående af borgmester Martin Damm, rektor ved Kalundborg Gymnasium, Trine Fogh Lauridsen og Jakob Erhardt Pedersen, redaktør på Nordvestnyt. Blandt tidligere modtagere kan nævnes Amfi Vestsjælland, Vestsjællands Wake og Surf Klub og Lions Cup.
Prisen kan om to år fejre 30-års jubilæum.
