28. marts 2025

Carbon Capture and Storage forsker hædret med den prestigefyldte Kalundborg Refinery Prisen 2025

Lektor Philip Loldrup Fosbøl er årets modtager af Kalundborg Refinery Prisen. Han modtog prisen den 28. marts for sin forskning og banebrydende bidrag til udviklingen af Carbon Capture and Storage (CCS) gennem de sidste to årtier

 

“Philip Loldrup Fosbøls store engagement i bæredygtighed fremgår tydeligt af de klimafokuserede projekter, som han har initieret og ledet. Ud over hans forskning bidrager han til at forme CCS-politikker og strategier på højeste niveau,” siger priskomitéen, der består af rektor Anders Overgaard Bjarklev, professor Christian Niordson og professor Charlotte Scheutz.

Kalundborg Refinery Prisen, som blev overrakt af Claus Navntoft, administrerende direktør for Kalundborg Refinery, er Danmarks ældste teknologipris. Den uddeles en gang årligt af Kalundborg Refinery Fonden, der har til formål at støtte og fremme samfundsgavnlige bidrag af national, social, videnskabelig, kommerciel og menneskelig karakter. Med prisen følger en belønning på 100.000 kr. til modtageren.