22. februar 2024

Termisk talent modtager Kalundborg Refinery Prisen 2024  

Lektor Gerald Englmair tildeles Kalundborg Refinery Prisen 2024. Han modtager prisen for sin forskning i anvendelse af termisk lagring, der kan bidrage til øget udnyttelse af vedvarende energi i energisystemet.

Fredag 12. april blev Kalundborg Refinery Prisen 2024 tildelt lektor ved DTU Construct, Gerald Englmair. Han modtog prisen for sin forskning i termisk lagring af vedvarende energi. Hans fokus på udvikling og integration af kompakte termiske energilagringsteknologier har til formål at skabe bæredygtige løsninger, der kan øge udnyttelsen af vedvarende energi industrielt og i boliger.

Gerald Englmair er en særdeles stærk, ung forsker, som har et stærkt fokus på praktiske anvendelser af sin forskning inden for anvendelse af vedvarende energiformer. Potentialet er enormt, og resultaterne vil på sigt kunne bringe den grønne omstilling helt tæt på den enkelte danske familie,” udtaler priskomiteen, der består af rektor Anders Overgaard Bjarklev, professor Christian Niordson og professor Charlotte Scheutz.

Den traditionsrige pris blev overrakt af administrerende direktør hos Kalundborg Refinery, Claus Navntoft, der i sin tale fremhævede netop prisens bestandighed:

”Jeg er glad for og sætter en ære i at føre traditionen videre. Trods ændringer i ejerforhold, direktion og navn lever prisen fortsat mere end 60 år efter første overrækkelse – til samfundsgavnlig nytte.”

Prisoverrækkelse blev afholdt i smukke rammer på Nationalmuseet. Her blev Gerald Englmair hædret og fejret af tidligere prismodtagere, priskomiteen, Kalundborg Refinery Fondens bestyrelse samt repræsentanter fra Kalundborg Refinery.

Kalundborg Refinery Prisen er Danmarks ældste teknologipris og uddeles en gang om året af Kalundborg Refinery Fonden, der har til formål at virke til støtte og fremme af samfundsgavnlige formål, både af national, social, videnskabelig, erhvervsmæssig og human karakter. Med prisen følger 100.000 kroner til prismodtageren.