24. november 2023

Folketingsmedlem
Rasmus Horn Langhoff (S) besøgte Kalundborg Refinery

Der er mange gode visioner og et stort, lokalt potentiale for at bidrage til den grønne omstilling. Sådan lød det fra Rasmus Horn Langhoff (S), da han tidligere på ugen besøgte Danmarks største raffinaderi – Kalundborg Refinery.

Hvordan kan fremtidens raffinaderi se ud? Netop dét spørgsmål var omdrejningspunktet, da lokalvalgt folketingsmedlem og formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, Rasmus Horn Langhoff (S), tidligere på ugen besøgte Kalundborg Refinery.

Som landets største raffinaderi er Kalundborg Refinery afgørende for Danmarks forsyningssikkerhed og mobilitet.

Kalundborg Refinery er en stor spiller, når vi taler energiproduktion i Danmark. Det er derfor spændende at komme ud og se, hvilke potentialer raffinaderiet har for at bidrage til den grønne omstilling og samtidig sikre Danmarks fortsatte mobilitet og forsyningssikkerhed. Kalundborg Refinery – og Kalundborg by generelt – kan virkelig rykke på den grønne omstilling, også som led i symbiosen,” sagde Rasmus Horn Langhoff, der blev ledsaget af kommunalbestyrelsesmedlem hos Kalundborg Kommune, Esben Hansen (S).

Det er spændende, at vi lokalt kan være med i omstillingen – ikke bare i lille skala, men i stor skala. Det er nemlig, hvad det er; storskala. Og det spiller rigtig godt sammen med de ting, vi arbejder på i kommunen,” istemte Esben Hansen.

Ligesom resten af samfundet ser raffinaderiet i Kalundborg ind i en fremtid, hvor fossile brændstoffer skal erstattes af vedvarende alternativer – og her kan Kalundborg Refinery spille en nøglerolle, lød det fra Niels Bech, Director Business Development hos Kalundborg Refinery, under besøget:

Vi har størrelsen og den kritiske infrastruktur. Raffinaderiet i Kalundborg kan derfor spille en nøglerolle som leverandør af grønne brændstoffer i fremtiden, men det kræver de rette politiske rammebetingelser at håndtere de kommercielle og tekniske risici, der for nuværende er forbundet med disse projekter.

Kommende forhandlinger om grøn luftfart

Som en del af besøget fik Rasmus Horn Langhoff og Esben Hansen en rundvisning i det 1,2 kvadratkilometerstore produktionsområde i Kalundborg. I dag håndterer raffinaderiet forskellige kulbrinter og kunne i fremtiden også håndtere bæredygtigt producerede brændstoffer, såsom syntetisk eller lavaromatisk flybrændstof.

Niels Bech forklarede i den forbindelse, at flys klimapåvirkning ikke alene kommer fra forbrændingen af brændstof, men også fra flystriberne, der dannes på grund af sodpartikler i flyets udstødningssystem. Flystriberne kan reduceres betydeligt og relativt simpelt ved en tilpasning af de konventionelle brændstoffer – et midlertidigt, men umiddelbart tilgængeligt skridt. Også her kan Kalundborg Refinery være en del af løsningen:

Vi har faciliteterne, teknologierne, kompetencerne, kapaciteten, distributionskanalerne og – ikke mindst – en sikker og miljømæssig forsvarlig produktion. I fremtiden kan vi producere lavaromat flybrændstof, der kan bidrage positivt til regeringens klimaambitioner for den danske luftfart,” understregede Niels Bech med opbakning fra Rasmus Horn Langhoff:

Ambitionerne om produktion af grønnere flybrændstoffer på raffinaderiet i Kalundborg kunne sagtens ligge i naturlig forlængelse af de kommende forhandlinger om en grønnere luftfart i Danmark. Det passer godt ind i mine egne og regeringens visioner samt det, Danmark har brug for – nu og i fremtiden,” sagde Rasmus Horn Langhoff afslutningsvist.

Raffinaderiet i Kalundborg er Danmarks største og bearbejder op til 5,5 millioner tons råolie, kondensat og blandeprodukt hvert år. Raffinaderiet producerer propan, nafta, benzin, diesel, fyringsolie og fuelolie.